5 fede spil fra slut 90’erne, som stadig holder i dag

5 fede spil

Er du kørt sur i tæskedyre spiltitler som giver dit grafikkort baghjul, og brænder hul i dit budget?

Er du ikke så meget til den uoverskuelige jungle af Free-To-Play spil som er på markedet, og er Battle Royales bare ikke lige din kop te? Så kan det være at disse gamle guldgruber er noget for dig. Vi har taget et kig på 5 fede spil fra slutningen af det forrige årtusinde, som vi synes er værd at spille, selv den dag i dag.

 

Commandos: Behind Enemy Lines (1998)

Det første Commandos spil fra 1998 er en vaskeægte perle når det kommer til RTS (Real Time Strategy)-spil, og efterfølgeren fra 2001 er ligeledes et fremragende bekendtskab. Commandos: Behind Enemy Lines foregår under 2. verdenskrig og lader dig tage styringen over en lille gruppe elitesoldater. Disse soldater skal du, sjovt nok, sende bag fjendens linjer, for at infiltrere og stoppe de onde nazister fra at vinde krigen. Spillet er pakket med strategi, action og en læringskurve som er få grader fra horisontal, så der er masser af timers underholdning i denne gamle klassiker.

 

capsule 616x353 1

Fallout 2 (1998)

Før vi forelskede os i Fallout 3, faldt i svime over Fallout: New Vegas, lovpriste Fallout 4 og fik et raserianfald over Fallout 76, var der Fallout 2. Bevares Fallout 1 er også et fremragende spil, men Fallout 2 cememterede spilserien som noget helt unikt. Noget som stadig er voldsomt underholdende og udfordrende den dag i dag. Spillet tog RPG-genren ud af fantasy universerne, og etablerede den i stedet i en postapokalyptisk fremtid, komplet med radioaktivt nedfald og monsterrotter. Dette turbaserede strategirollespil var med til at bane vejen for nogle af de bedste spilserier i nyere tid, og så er det bare stadigvæk helt enormt underholdende. Prøv det!

 

capsule 616x353 2

Outlaws (+ A Handfull Of Missions)(1997)

Denne ikoniske shooter fra LucasArts kombinerer datidens 3D grafik med en unikt tegnet streg. Du spiller den pensionerede U.S. Marshall, James Anderson hvis kone og barn kommer af dage, på en brutal og nådesløs måde. Dit eneste mål er at hævne dig og det får du rig mulighed for. Spillet vrimler med horder af pistolslyngende skurke og du kommer til at skyde dig igennem et snoet plot af grådighed og hævn. Outlaws er simpelthen et fremragende og helt enormt underholdende skydespil. Det har aner til Doom og Wolfensteinspillene, i opbygning, men sat i et westernscenarie, med en fed historie. Absolut oplevelsen værd.

 

Mere til moderne spil? Så prøv Apex Legends crossplay betaen, som er live nu!

 

capsule 616x353 3

Star Wars: Rogue Squadron 3D (1998)

Der er knap nok tid til at fejre Luke Skywalkers besejring af Dødsstjernen, før det onde imperium slår til igen. Luke må endnu engang kravle i sin X-Wing og besejre hære at TIE-Fighters og andet afskum fra Galaksens ydre for at redde dagen. Endnu et spil fra LucasArt, og endnu et virkelig underholdende et af slagsen. Rogue Squadron 3D er en klassisk arcade shooter hvor du flyver rundt i dit rumskib og skal nedkæmpe modstand hvor end den opstår. Spillet er det første i en trilogi, og kan du lide dette, skulle du give de andre et forsøg også.

 

capsule 616x353 4

Tomb Raider II (1997)

Nogen vil måske mene at vi har gemt det bedste til sidst, og det er også meget muligt. Her er i hvert fald et fuldstændig fænomenalt adventure spil, som sjældent er overgået af andre. Tomb Raider II inviterer dig ind i arkæolog, og helt igennem badass, Lara Croft’s verden. Dette andet spil i serien sender Lara rundt i hele verdenen i jagten på den sagnomspundne Xian’s daggert, inden den falder i de forkerte hænder. Ifølge myten vil daggertens ejermand kunne spy ild som en drage. Tomb Raider II anses af mange for at være det bedste i Tomb Raider franchisen, såvel som en af de bedste action/adventure spil der er lavet, og derfor skulle det selvfølgelig bare med på listen. Har du aldrig prøvet dette spil, kan du godt glæde dig!

 

Er du interesseret i nogle, eller alle disse 5 fede spil, så kan de naturligvis findes på Steam!